Regler for brug af medicin og Salmonella dublin udvikling


Nye regler for brug af medicin
Her den 28. januar trådte en ny forordning i kraft. Kort fortalt går det ud på, at alt receptpligtig medicin nu SKAL anvendes i henhold til den markedsføringstilladelse, som produktet i sin tid blev godkendt til. Det vil sige, at produktet kun må bruges til de sygdomme, som det oprindeligt blev godkendt til. Dernæst skal det bruges i præcis den dosis og det antal dage, som oprindeligt anført på produktet.

Hvad får det så af praktisk betydning?
Uanset om du er konventionel eller økolog vil det med største sandsynlighed betyde ændringer i den måde du anvender medicin på. Reglerne er de samme for økologer og konventionelle, men i praksis vil det nok primært være økologerne og konventionelle bedrifter uden en sundhedsrådgivningsaftale, der vil opleve de største ændringer.

Besætninger med modul 2-aftale
For konventionelle besætninger med en modul 2 aftale vil alle besætningsdiagnoser skulle gennemgås nøje og der skal tjekkes at de stemmer overens med markedsføringstilladelsen på produkterne. Vi forventer, at det for de fleste vil betyde relativt få ændringer – og ændringerne vil oftest være i form af lidt flere forskellige produkter i medicinskabet.

Økologiske besætninger og besætninger uden aftale
Hidtil har man som besætningsejer haft den frihed, at man selv kunne vælge hvor mange dage en ko skal behandles for en specifik sygdom. Denne valgfrihed er for en lang række produkter blevet indskrænket. For eksempel skal de tuber, som anvendes i forbindelse med behandling for yverbetændelse anvendes i minimum 3 dage og maksimum 5 dage.

Hvad skal du foretage dig?
Din Dyrlæger & Ko besætningsdyrlæge vil indenfor kort tid orientere dig yderligere om ovenstående. Sammen kan I lægge en behandlingsstrategi, som giver mening og værdi for din besætning og som samtidig opfylder de nye lovgivningsmæssige krav.

Salmonella dublin: Hvor godt er din bedrift beskyttet?
For knap 2 år siden var andelen af smittede mælkeleverende besætninger på 9 % – nu to år senere er vi på 11 %. Det går således den forkerte vej. Fra Dyrlæger & Ko kan vi ikke understrege nok, hvor store konsekvenser det kan få at blive nysmittet med Salmonella dublin.
Èn ting er de lavpraktiske forhold omkring øgede krav til diverse prøver, men langt værre er risikoen for syge kalve, nedsat mælkeydelse og andre afledte sygdomsmæssige problemer i besætninger, som bliver nysmittet.

Din Dyrlæger & Ko dyrlæge kan være behjælpelig med at få lavet en grundig vurdering af smitterisikoen på din bedrift. Efterfølgende kan du prioritere dine smittebeskyttende foranstaltninger og dermed mindske risikoen for at få tabsvoldende sygdom ind i din besætning.

KONTROLKAMPAGNE: UDEGÅENDE DYR
Frem til og med marts kører Fødevarestyrelsen en kontrolkampagne med fokus på kødkvæg og særligt deres forhold hvis de er udegående på denne årstid. Det er både almindelige kødkvægsbesætninger og dyr som indgår i naturplejeprojekter som vil blive kontrolleret.

Fokus i kontrollen vil være hvorvidt dyrene er fodret og passet, sikret mod vind og vejr samt at de har et passende tørt leje.

Dyrlæger og Ko